Guide: Denne type tagbeklædning skal du vælge
Det kan være forvirrende at finde rundt i de mange forskellige typer tag, der findes. Inden du beslutter dig for, hvilket materiale dit næste tag skal bestå af, er det vigtigt, at du bruger tid på at undersøge de forskellige tagtyper. Ender du med at vælge en forkert slags materiale, kan det i sidste ende betyde, at du skal skifte dit tag ud igen inden for en kort årrække pga. eksempelvis fugtskader i tagkonstruktionen.
7 populære typer tag
Fra stål til beton og strå – der er mange valgmuligheder. Udover personlige præferencer i forhold til æstetisk udtryk, er faktorer såsom tagkonstruktion og hældning på taget også vigtige at have in mente. I denne guide har vi lavet en kort oversigt over de 7 mest almindelige typer tag, så du kan blive klogere på blandt andet levetid samt fordele og ulemper ved hvert tagmateriale.
Ståltag
Flere og flere vælger ståltag på grund af materialets lange levetid på op til 40 år. Desuden er det en relativt billig løsning, og det kan endda lægges oven på et eksisterende tag.
Ståltag kaldes også Decra-tag efter producenten Decra, der er en af de største producenter inden for tagstålplader. Det glatte metal sikrer både taget mod det danske vejr og tilgroning af mos. Derfor er det oplagt materiale til tag på udeskur, carporte mv.
Ulempen ved ståltag er, at ikke alle kan benytte det. Det kræver nemlig en god ventilation i tagkonstruktionen, da der ellers kan dannes fugt på tagets underside – og i sidste ende resultere i skimmelsvamp og fugtskader. Desuden kræver et ståltag, at dit tag har en hældning på mindst 12 grader.
Tegltag
Tegl er lavet af ler, som er forarbejdet og brændt. Resultatet er et enormt slidstærkt og holdbart materiale, som kan modstå dansk vind og vejr. Desuden er tegl et miljøvenligt valg, fordi det er lavet af naturlige materialer og derfor har en lav CO2-belastning på miljøet.
Tegl er den type tagbeklædning, der har en af de længste levetider (helt op til 100 år). Selve tagstenene kræver ingen vedligeholdelse, men det er nødvendigt ofte at tjekke undertag og tagkonstruktion. Fordi tegltaget i sig selv ikke er tæt, er det vigtigt, at der lægges et undertag med korrekt ventilation, så teglstenenes høje vandindhold ikke resulterer i frostskader.
Tegl er et tungt materiale, så du bør undersøge, om din konstruktion kan bære et tegltag. Hvis dit eksisterende tag fx består af et let materiale som eternit, er det ikke sikkert, at din tagkonstruktion kan bære tegl.
Betontegltag
Betontegl – også kaldet betontagsten, cementtegl eller cementtagsten – er fremstillet af cement, sand, kalk og vand. De ligner umiddelbart de traditionelle teglsten, som består af ler, men forskellen er, at betontagsten er et stærkere og mere holdbart materiale. Betontegl er også et billigere alternativ til de sædvanlige tegl lavet af ler.
Betontag er i den tunge ende af skalaen og kræver, at tagkonstruktionen kan bære det. Hvis ikke, kan du være nødt til at skulle forstærke din tagkonstruktion. En anden ulempe er, at betontegl nemt bliver angrebet af mos og skal renses med håndkraft.
Betontegl giver det mest holdbare resultat, hvis det lægges med et undertag. Det er et materiale, som er tungt og teknisk svært at have med at gøre, så hvis du ikke selv har erfaring med det, anbefaler vi, at du kontakter en professionel.
Betontegl kan lægges med en hældning på ned til 14 grader med undertag og har en levetid på op til 50 år.
Tagpaptag
Tagpap er en meget populær løsning, især fordi materialet er et af markedets billigste. Samtidig er det fleksibelt at arbejde med, fordi det kan anvendes ved stort set alle hældningsgrader og på stort set alle slags tagkonstruktioner.
Materialet har en lav produktionspris, fordi det er lavet af polyester og gummi, som er belagt med et vandisolerende lag naturasfalt.
Tagpap kræver ikke et undertag som sådan, men det skal lægges ovenpå et fast underlag som fx brædder. Det er nemt at reparere et tagpaptag, fordi man nemt kan lægge et nyt lag ovenpå.
En ulempe ved tagpap er, at det kræver en del forebyggende vedligeholdelse – tjek gerne dit tag efter for utætheder en gang om året. Hvis der først er kommet huller i tagbelægningen, kan der godt opstå fugtskader. Under optimale forhold er levetiden for tagpap op til 50 år, men ofte er den kun 15-20 år.
Skifertag
Når man taler om skifertag, skelner man mellem naturskifer og eternitskifer. Naturskifer er en stenart, som består af leraflejringer, der gennem millioner af år har ændret form. Naturskifer er den type tagbeklædning, som har den absolut længste levetid på helt op til 100-150 år.
Selvom naturskifer ikke er det billigste at anskaffe, kræver det ikke meget vedligeholdelse på grund af den naturlige olie i stenene, som gør materialet enormt modstandsdygtigt. Materialets lange levetid og naturlige forekomst gør naturskifer til et miljøvenligt valg.
Det anbefales, at man lægger et undertag under sit naturskifertag, så man undgår fugtskader i sin tagkonstruktion. Naturskifer kræver en hældning på mindst 25 grader.
Eternitskifer er derimod et kunstigt materiale fremstillet af fibercement. Eternitskifer er lettere end naturskifer og kan bruges på alle typer tagkonstruktioner.
Eternitskifer er et populært alternativ til naturskifer, da prisen er betydeligt lavere. Et eternittag har desuden en kortere levetid end et tag af naturskifer.
Ældre eternittage fra 1984 er kendt for at indeholde asbest, men nye eternitplader fås asbestfri. Hvis dit hus er fra 1970’er eller før, er det ved at være på tide at udskifte dit tag, da levetiden for eternittage kun er ca. 35-45 år.
Stråtag
Selvom denne type tag af 100% naturmateriale er noget de fleste forbinder med bindingsværkshuse fra gamle dage, er stråtaget langt fra gået af mode.
Der er brandfare forbundet med stråtage, men i dag lægger man en membran af brandisolerende materiale ud over taget. Netop på grund af brandfare er der ekstra krav til skel ved huse med stråtage – dvs. der er bestemte krav for afstand til omkringliggende bygninger og veje.
Stråtage kan være dyrere end andre materialer og koster også mere i forsikring. Desuden skal man regne med, at det skal vedligeholdes oftere and andre tagtyper – alt afhængig af, hvordan taget ser ud.
Et stråtag kan holde i op til 50 år, men skal ofte renoveres hvert 20. Det er desuden nødvendigt med en hældning på 45 grader.
Zinktag
Zink er et materiale, der allerede findes i naturen, og derfor er det et miljøvenligt valg, fordi det kræver få ressourcer af fremstille.
Det er utrolig nemt at forme zink. som gør det særligt egnet til tage med lidt skæve kanter eller former – fx kviste og vinduer. Det kan anvendes på tage med hældningsgrader helt ned til 1-2 grader.
En anden klar fordel ved at benytte et materiale af metal er, at det kan modstå al slags vind og vejr. Zinkplader vil med tiden oxidere og danne et lag patina – derfor kan pladerne både købes ubehandlede og forpatinerede.
Zinktage er en smule dyrere at lægge end andre typer tage, men kræver ikke særlig meget vedligeholdelse. Zinktage har en holdbarhed på 40-100 år.
Tid til at skifte tag?
Et nyt tag vil både øge dit hjems værdig og levetid. Samtidig giver et nyt tag dig også mulighed for at opgradere dit hjems æstetiske udtryk.
Tag en snak med os, hvis du ønsker vejledning om, hvilken type tagbeklædning, der passer til din taginstallation.